Af Line Bjørn Hansen og Christian Busch
Det er væsentligt at være opmærksom på, at der i kirkelige sorggrupper ikke er tale om psykologisk behandling, men hjælp til at bære den tunge byrde, som en sorg kan være.
Sorg som lineært forløb, som proces og som dynamisk
Nogle teorier beskriver sorg som et lineært forløb i faser, andre teorier beskriver sorg som en proces, man skal arbejde sig igennem, og endelig er der teorier, der beskriver sorg i et dynamisk perspektiv. I det følgende beskrives kort disse tre typer af teorier samt fordele og ulemper ved dem hver især. Da den mest dominerende model, tosporsmodellen, som beskriver sorgen i et dynamisk perspektiv, er en videreudvikling og komplettering af de tidligere fase- og sorgopgavemodeller, beskrives først fase- og opgavemodellerne ganske kort og siden en mere grundig beskrivelse af tosporsmodellen.
Sorgteorierne op gennem det 20. århundrede, fasemodellerne og sorgopgavemodellerne adskiller sig afgørende fra den teori, der opstod op mod årtusindskiftet, tosporsmodellen, ved ét grundtræk. Dette kan formuleres på følgende måde: I tidligere sorgteorier anså man det for at være sorgens formål at genoprette det autonome individ, så det, groft sagt, kunne lade den mistede bag sig og opbygge nye tilknytninger til andre mennesker.
Sorgprocessen gik derfor ud på at gennemarbejde og forløse de følelser, der var forbundet med at sørge, så den efterladte kunne frigøre sig fra den afdøde og sluttelig orientere sig mod nye muligheder. Tosporsmodellen, derimod, opstiller intet formål med sorgen, men beskriver sorg som en dynamisk proces, hvor den sørgende bevæger mellem at være i sorgen og adsprede sig fra sorgen. I tosporsmodellen beskrives sorgen derfor ikke som en proces, der skal have et slutpunkt, men snarere en proces, der ofte er langvarig eller vedvarende, men som forandrer sig undervejs, og som regel på et tidspunkt finder et naturligt leje i det enkelte menneskes liv.
Det har i en årrække været almindeligt at lægge kraftigt afstand til fasemodellerne og sorgarbejdsmodellerne. Vi kan ikke tilslutte os kritikkens voldsomhed. Vores indtryk er, at meget af kritikken bunder i et manglende tilstrækkeligt kendskab til modellerne, og at kritikerne ofte i deres optagethed af at fremme de nye modeller er blevet ofre for deres egen begejstring og (uretfærdigt) kommer til at nedgøre modeller for at mangle aspekter, de i virkeligheden indeholder.
Ovennævnte samt de to underafsnit er uddrag af bogen Sorggrupper i folkekirken, som udkommer i revideret udgave senere på året. Her kan man læse mere om sorgmodeller og sorgteorier.
Læs også
Foto: Sille Arendt
